©  Photo:

Hesselvad Bro

Hesselvad bro går over Åkær Å, som har sit udspring mellem Bække og Vester Nebel og løber 17 km til Kolding Å og Fjord. Stednavnet Hesselvad betyder vadestedet ved hasselkrattet.

Den fredede bro er opført af granitkvadrer med en såkaldt tøndehvælving. Broen dækker 8 m, spænder 3,5 m, og fra bunden af åen er der 4 m op til brobuen. Broen har gelænder af metalrør mellem runde granitstolper.

Sandsynligvis har der siden Koldings grundlæggelse i 1100-tallet udgået en vej fra Kolding og mod Ribe og Varde, som har udgjort den største tværgående færdselsåre i Jylland. Ved Vejen har den krydset Hærvejen, der gik nord-syd på vandskellet. Den gang brugte man markante landskabskendetegn til at finde vej, og her har det nærliggende store gravhøjskompleks med over 47 gravhøje være nyttig. Det samme har Andst Kirke.

I 1790-erne blev der anlagt landevej mellem Kolding og Ribe/Varde og her blev der bygget en træbro over Åkær Å, mens den nuværende sebare stenbro blev bygget i 1850’erne, da vejen blev udbygget til en hovedlandevej. Kig her på bredden af asfaltvejen ned til Hesselvad bro – det var standardbredden for landeveje – den gang. I 1930’erne blev landevejen på grund af stigende trafik flyttet til det nuværende forløb lidt sydligere, og i 1990’erne kom motorvejen lidt nord for.

I dag kalder vi vejen fra Kolding til Ribe for Vej 32, og den er derfor en af de mest autentiske veje. Dens forløb i dag ligger ganske tæt på det oprindelige.

Hesselvad bro ligger også på det gamle amtsskel mellem Ribe og Vejle amter.

Sådan finder du broen:

Du finder Hesselvad bro, hvor Gl. Landevej krydser Åkær Å lidt uden for Lunderskov. Du kan parkere lidt øst for broen op ad bakken på en lille parkeringsplads, og du skal gå om hækken og forbi stenkisten og ned forbi de to borde/bænkesæt og fortsætte langs åbrinken til du kan se broen.